Hvordan føles syreskadede tænder?
Syreskader på dine tænder kaldes også erosioner. De opstår typisk ved, at tænderne udsættes for en del syre, hvilket gør, at de langsomt ætses væk. Erosioner er ofte kendetegnet ved blanke overflader og udhulede områder på tænderne. Syreskadede tænder forekommer oftest på kindtænderne og på fortænderne i overkæben, og du vil typisk kunne mærke dem i de første stadier af erosionen, det vil sige, inden tilstanden bliver alvorlig.
Syreskade betyder grundlæggende, at tænderne bliver mere blottede og følsomme. Er dine tænder syreskadede, vil du derfor kunne opleve små jag i tænderne, når de kommer i kontakt med varme, kulde, eller når du børster tænder. Oplever du dette, er din tandnerve udsat, og du bør kontakte din tandlæge. Det er nemlig vigtigt at gøre noget ved problemet, inden nerven i tanden tager skade.
Sådan undgår du syreskadede tænder
Du kan selv være med til at forebygge syreskader på dine tænder. Syreskader er et tegn på, at kosten indeholder mere syre, end tænderne kan klare. Derfor er det vigtigt at begrænse tændernes kontakt til syreholdige produkter. Tænderne kan eksempelvis udsættes for syre på følgende måder:
- Hvis du indtager mange syreholdige drikke som for eksempel sodavand (også light produkter), sure sportsdrikke, frugtjuice, saftevand, vin eller cider.
- Gennem indtagelse af mange syrlige frugter som eksempelvis citrusfrugter (citron, lime, grape, appelsin), syrlige æbler eller vindruer.
- Det kan også ske, hvis du lider af sure opstød, også kaldet reflux, eller hvis du ofte kaster op.
Du kan selv gøre følgende for at undgå syreskader på dine tænder:
- Sørg altid for at skylle munden med vand efter kontakt med syreholdige produkter.
- Spis en sund og velafbalanceret kost.
- Indtag så vidt muligt sure fødevarer, som de ovennævnte, i forbindelse med et større måltid frem for som en del af mellemmåltiderne. Undgå samtidig at drikke syrlige drikke i længere tid ad gangen.
- Brug tandpasta med fluorid. Fluorid danner et beskyttende lag på tænderne, så emaljen bedre kan modstå kontakten med syre. Undgå desuden at børste dine tænder lige efter indtagelse af sure fødevarer.
Sådan behandler vi syreskadede tænder hos Tandlægehuset Køge
Foruden ovenstående råd er det vigtigt, at du jævnligt tager til tandeftersyn hos din tandlæge. Afhængigt af dine tænder, din kost og din generelle sundhed kan vi vurdere, om du er sikret mod erosioner. Er du allerede ramt af syreskadede tænder, kan du have brug for en mere omfattende behandling. Her bruger vi fyldninger og kroner til at erstatte de dele af tænderne, som er ætset.
Vi gør typisk brug af plastfyldninger, da det er en prisbillig og samtidig skånsom måde at bygge tænderne op på igen. Plastopbygningerne har samme farve som tanden, hvilket giver et smukt resultat. Der kan efterfølgende opstå behov for at foretage opfølgende behandlinger, så du får det bedst mulige resultat, og dine tænder holder sig stærke.