Menu

Undersøgelse · regelmæssigt tandeftersyn

Dit besøg hos os starter med en grundig undersøgelse

Kommer du regelmæssigt til tandlæge, er det muligt at opdage og bremse tandsygdomme på et tidligt stadie. Vi har desuden brug for regelmæssige røntgenbilleder for at opdage de huller, vi ikke kan se med det blotte øje. Det er nemlig typisk mellem tænderne, hvor de sidder tæt sammen eller under gamle fyldninger, at hullerne opstår.

Hvor tit skal man komme til tandlægen?

Det er som regel ganske individuelt og aftales med tandlægen eller tandplejeren. Nogle har kun behov for at komme én gang om året, mens andre har behov for at komme hver 3. eller 6. måned. En del mennesker har paradentose, og i så fald er hyppig kontrol meget vigtig.

Tandbørstning

Bakterier i mundhulen sætter sig på dine tænder og udgør en trussel for dem. En god mundhygiejne er essentiel for at forebygge tandsygdomme og holde hele kroppen sund. Med den rette tandbørstning kan du holde dine tænder sunde og intakte.

Anvend en blød børste og børst tænderne om morgenen efter morgenmad og om aftenen, før du går i seng. Det er vigtigt, at tænderne er helt rene om natten, da det er her, bakterierne kan gå til angreb på tandfladerne, fordi der ikke produceres meget spyt under søvnen.

Børst med små cirkelbevægelser både på forside og bagside og cirka 10 gange på hver tand. En el-tandbørste er god og effektiv, men er ikke et ”must”, selvom den børster tænderne helt rent hurtigere end en almindelig tandbørste. Her skal man også huske, at hver tand skal børstes. Det er en rigtig god idé at få en tandrensning

Har du tendens til at få blister, kan det være godt at anvende Zendium tandpasta. Ved tendens til mange huller i tænderne kan Duraphat tandpasta udskrives på recept og købes på apoteket.

Mundskyllemidler er generelt ikke anbefalelsesværdige som erstatning for tandbørstning. Det, der virker, er selve børstningen.

Tandtråd

Det er dog en rigtig god idé at supplere tandbørstningen med tandtråd især, hvis tænderne sidder tæt, og der ikke er meget luft mellem dem. Sådan er det oftest hos unge mennesker. Der findes flere slags tandtråd, og det fås også med en holder, så tandtråden er nemmere at bruge. Din tandlæge eller tandplejer vil fortælle dig, hvordan du bruger tandtråd.

 

Mellemrumsbørster (Interdentalbørster)

Uanset hvor godt du børster, kan det være svært at fjerne snavs og bakterier mellem tænderne. Med alderen trækker tandkødet sig tilbage, og så er det bedst at anvende små mellemrumsbørster. Der er også mange, der oplever det som nemmere at bruge mellemrumsbørster end tandtråd. Din tandlæge eller tandplejer kan fortælle dig mere om, hvordan du bruger en interdentalbørste.

Isninger og kuldefølsomhed

Mange mennesker er plaget af isninger og følsomhed på tandhalsene, når de udsættes for varme eller kulde.
Smerten forekommer periodevis, og årsagen er tit, at tandkødet trækker sig tilbage med alderen eller ved tandbørstning med en for hård tandbørste. Hvis tænderne belastes hårdt ved tænderskæren om natten, kan lidelsen også opstå.

Hvad kan jeg gøre?

Det er vigtigt at børste tænderne med en blød børste, så skaden ikke bliver værre. Skærer du tænder om natten, har du måske brug for en bideskinne til at beskytte dine tænder. Du kan også bruge fluorholdig tandpasta eksempelvis Zendium sensitive eller Sensodyne. Din tandlæge eller tandplejer kan desuden lakere det følsomme område.

 

Søg råd hos din tandlæge

Er du stadig i tvivl om, hvordan du bedst passer på dine tænder, eller hvordan du bedst forebygger dine tænder imod eventuelle tandsygdomme, kan du altid spørge din tandlæge til råds. Vi står altid klar med svar på dine spørgsmål og hjælper dig til en bedre mundhygiejne.

Bestil tid i dag