
Erosioner og Syreskader
Erosioner er en kemisk opløsning af tændernes overflade
Dette opstår typisk ved at tænderne udsættes for en del syre, og det bevirker at tænderne bliver ætset væk.
Den del af tanden som forsvinder, kommer ikke igen.
Tænderne kan udsættes for syre på forskellige måder:
- Syreholdige drikke som fx sodavand (også light produkter), sure sportsdrikke, frugt juice, saftevand, vin eller cider
- Syrlige frugter fx citrusfrugter (citron, lime, grape, appelsin) syrlige æbler, vindruer
- Hvis man lider af sure opstød eller ofte kaster op
Et typisk tegn på erosioner er spejlblanke overflader, eller udhulede områder, ofte på kindtænderne.
Hvis emaljen bliver meget tynd vil skærekanten på fortænderne se gennemsigtig/grå ud.
Hvilke symptomer får jeg?
Man kan ikke mærke syreskaderne i begyndelsen, men efter et stykke tid, kan tænderne blive følsomme ved varmt og koldt, og tandbørstning kan give jag i tænderne. Nogle kan også mærke en meget skarp kant. Hvis syreskaderne ikke bliver stoppet, kan tandnerven tage skade eller biddet kan falde sammen.
Hvad bør jeg gøre?
For at undgå syreskader er det vigtigt at begrænse antallet af syrlig mad- og drikkevarer. Man bør kun spise og drikke surt i forbindelse med hovedmåltiderne. Hvis man spiser frugt dagligt (hvilket man bør gøre), skal man ikke spise for mange stykker.
Gode råd:
- Drik ikke syrlige drikke i længere tid ad gangen
- Skyl munden med vand efter du har spist eller drukket surt.
- Undgå tandbørstning umiddelbart efter indtagelse af surt.
Det er vigtigt at erosioner bliver stoppet hurtigt. Den emalje, som er blevet nedbrudt af syre, kommer ikke tilbage igen. Hvis man har ondt kan man få hjælp af tandlægen/tandplejeren i form af fluorbehandling eller plast på tænderne.
Hvis der er sket store skader på tænderne kan det være nødvendigt at lave bidhævning og bygge biddet op med nye kroner.